VIDEO Se sekretariatschef ved Niels Brock, Erik Andersen fortælle om ombygningen af Handelsgymnasiet JTP.
Niels Brock havde nogle gamle, slidte lokaler, som kun var periodisk aktive. Med ombygningen er de blevet bundet sammen både visuelt og fysisk, så der er kommet en naturlig interaktion rummene imellem.
Det, der før var en indelukket gymnastiksal, som man kom til ad en mørk og smal trappe, er blevet til et Open Learning Center. Her bliver kantinen og studentercaféen forbundet med en stor, bred trappe som også fungerer som et møbel i rummet.
Lys til hverdag og fest
I salen blev der indbygge LED-lys i de akustikregulerende vægge, det var med til at trække det højtsiddende lys ned. Men lyset, der kan lyse i alle farver, kan også tilsluttes lydanlægget samt fungere som et lysshow til skolens fester.
I designprocessen blev det tydeligt, at scenen var vigtig for lærere og elever, men vi gjorde den lavere, og kaldte det en demokratisk højde. Den blev høj nok til, at man kom højere op, men stadig i øjenhøjde med forsamlingen, og ikke højere end man kan sidde på den og let komme op på den. Derved er den også aktiv i dagligdagen.
Foldbar – optimal udnyttelse af pladsen
Den nye bar blev til indbygget specialinventar, som kan foldes ud og åbnes, når der er er brug for det. Både bar, køl og skabe er bygget ind i den samme volumen som de nye toiletter. Det giver en optimal udnyttelse af pladsen.
Graffitien på baren er både med til at kamuflere delingerne, og samtidig giver den identitet til det unge miljø på gymnasiet. Baren er nem for de unge selv at folde ud og væk igen.
Et rum i rummet
Osten – som vi endte med at kalde det store volumen midt på trappen – giver adgang til kælderen og via den til en fremtidig elevator.
Den er et godt eksempel på en problemstilling der først betragtes som et benspænd for projektet, men i sin form ender med at tilføje kvalitet og karaktér. Og som en ekstra bonus er der kommet et rum i rummet, hvor man i smug kan følge med i, hvad der sker.