Nordic Copyright Bureaus nye kontorlokaler har den sjældne kvalitet at være en søjledæk-konstruktion – midt i København. Det giver mulighed for gennemlyste lokaler og åbne kontorer med plads og rummelighed. Vi har udnyttet at der kommer lys ind fra tre sider i disponeringen af rum.
Dynamik og arbejdsro
Virksomheden har fået en ny struktur i lejemålet med en optimeret opdeling af funktioner, hvilket giver bedre akustik og en mere dynamisk arbejdsplads med mulighed for samtale, ro og tilfældige møde medarbejdere imellem. Et åbent kontor med adgang til mindre rum samt tre meget forskellige mødelokaler; det formelle møde, det tilbagelænede møde og det hurtige møde.
I den mere private del af virksomheden findes lounge, kantine og tekøkken samt arkiv, kopi/print, garderobe og toilet. Det er lukket af fra arbejdspladserne, så medarbejderne ikke forstyrres.
Plads til forskellighed
I forlængelse af tekøkkenet findes en lounge – her kan man håndplukke den stol, der passer én bedst. Loungen inviterer til et miljøskifte i arbejdsdagen, hvor medarbejdere kan sidde med deres laptop, holde uformelle møder eller mindre arrangementer.
Den specialdesignede siddetrappe giver plads til alle medarbejdere, når der er brug for at alle samles.
Tekøkken som omdrejningspunkt
Tekøkkenet, kantinen og loungen er lukket af fra resten af kontoret, men har stadig visuel kontakt gennem den dobbelte glasdør i midten og facadevinduer fra gulv til loft. Tekøkkenet er samlingspunkt for fagligt-socialt samvær og hyggelige stunder. Her henter man den gode kaffe og mødes på kryds og tværs.
Genbrug og rytmiske detaljer
Temaet for design og indretning har taget udgangspunkt i musik, med udtryk som rytme, pause, orkestrering samt udgangspunkt i eksisterende inventar – et sympatisk ønske om genbrug, der gives et løft og passes ind.
Mødebord og stole er bragt med fra det gamle kontor, sammensat med nye pendler der tilfører rytme og poesi. I det mere uformelle møderum er Børge Mogensens møbler flyttet med og har fået et stille islæt med nye puder og lamper.