Synlig ledelse, mennesker imellem og bundlinje

En af årets sidste sommerdage mødtes jeg med Henrik Ørholst for at drøfte arkitektur og rum som et strategisk ledelsesværktøj.

Henrik lagde ud med at referere til et besøg hos Nordea, hvor dealergulvet er et eksempel på, når arbejdskultur og fysiske rammer går op i en højere enhed. For dealerne der handler, er mange mennesker på lidt plads et arbejdsvilkår – fordi det matcher et hektisk og dynamisk felt. Så det nogen forbinder med burhøns, sætter andre pris på.

Og så til det åbne kontorfællesskab, som er virkelighed for rigtig mange mennesker. Med de åbne kontorer er der kommet større synlighed. Og synlighed er blevet en vigtig ledelsesdisciplin, hvor chefen bliver målt på sin opførsel og skal være tilgængelig for sparring og feedback – noget den nye generation af medarbejdere forventer.

Det overvågningselement der ligger i det åbne går begge veje, og kræver at begge parter er med på det. Lederen må gå foran som et godt eksempel, og hvis chefen har brug for sit eget kontor, ser Henrik det som et udtryk for tradition.  I dag betragter nogen chefkontoret, som noget der skal stive chefen af – og kun dårlige chefer har brug for at stive sig af med magt og statussymboler.

Kreativitet er vigtig i ledelse og arbejdsliv. Og det opstår ikke på chefkontoret eller i et boldrum, det opstår i et ”hot spot”, hvor der opbygges en atmosfære mellem mennesker – et sted med mangfoldighed der skaber energi og her kan de fysiske rammer bidrage til at bringe mennesker sammen – både i form af rummelighed, stemning og identitet.

De åbne kontorer har ikke skabt bedre produktivitet og viser sig ikke på bundlinjen fortæller Henrik, men det øger vidensdeling og gavner det sociale på arbejdspladsen. Samtale fremmer forståelsen. I princippet mener Henrik at det er en god ide at sidde spredt, i stedet for afdelingsvis.  Og at det burde gavne bundlinjen. Fordi hvor der er forskelligartethed opstår den gode ide.

Godt nok har arkitektur og rum betydning for ledelse, også i forhold til at rekruttere og fastholde, for hvem gider arbejde et sted der ligner lort. Tilbage står spørgsmålet. Hvor fede lokaler skal der til at kompensere for en skodchef?