Strategi, mennesker og arkitektur – en treenighed
Det interesserer mig, hvad bygningskunst og de fysiske rammer betyder for mennesker, for vores måde at være i verden på, både sammen og hver for sig. Jeg tror, de fleste har en bevidsthed om det, men de færreste har et sprog for det. Jeg har ofte spurgt mennesker, der professionelt arbejder med stress, om de mener, at de fysiske rammer har betydning i forhold til stress. Jeg har undret mig over de tomme blikke, spørgsmålet er blevet besvaret med – at arkitektur skulle påvirke menneskers trivsel fik ikke en klokke til at ringe.
Sådan var det ikke da jeg inviterede Rikke Topp, Visionær Pioneer, på en kop kaffe for at tale om arkitektur som et strategisk ledelsesredskab. Rikke taler om miljø, miljø forstået som en kombination af de fysiske rammer og mennesker. Og strategi definerer hun som en måde at skabe værdi her og nu, og i fremtiden. I den sammenhæng ser hun strategi, de fysiske rammer og mennesker som en treenighed, tre dele der tilsammen udgør en helhed.
Rikke betragter miljøet som støttende. Er de fysiske rammer lyse, venlige og komfortable, støtter de op omkring det sanselige, og det sanselige gør os mere åbne og gavner vores intuition. Det bidrager til, at vi føler os godt tilpas og slapper af. I forhold til ledelse er Rikkes fremtidssyn, at når vi får kontakt til vores intuition på en intelligent måde, så bortfalder behovet for en chef, fordi vi alle vil handle i overensstemmelse med helheden. Jeg finder det meget inspirerende at arkitektur kan gavne vores intuition, som kontrast til at arkitektur også kan virke undertrykkende.
For at blive mere konkret kom samtalen også ind på strukturen, på arbejdspladsens fysiske rammer, som oftest er formgivet ud fra en blanding af traditioner, konventioner og kommercielle interesser mere end hensynet til mennesket. Som leder finder Rikke det bedst at have sit eget kontor, ikke et stort kontor men et rum, hvor hun kan invitere til samtale. Et rum med central beliggenhed i organisationen, et sted hvor alle naturligt kommer forbi og et rum hvor døren altid står åbent. Det kan ses i sammenhæng med, at hun ikke tror på store åbne kontorlandskaber og ser free seating som en barriere, der kan modvirke tryghed. Hun ser helst en gruppeopdeling på max 12 personer – i samme åndedrag som hun giver udtryk for at 20 fokuserede ingeniører kan sidde sammen, fordi de har ens fokus og ikke støjer. Og efter næste tænkepause bliver kontorfællesskaber, der er indrettet æstetisk og sanselig fremhævet, som det sted hvor man kan mødes, tanke op og lade sig inspirere.
Nogen vil aldrig bruge en sofa, mens andre arbejder bedst der. En vil elske at have sit eget kontor, en anden vil visne i det. Det kan være branchebestemt, aldersbestemt eller bestemt at helt andre faktorer. Mennesker har forskellige funktioner, fagligheder og temperamenter der skal sameksistere, derfor sætter nogen en god frokostordning højest, andre en fristund med kontorhunden, der kan modvirke stress. Der er, heller ikke her, noget klart svar og derfor er det vigtigt at ryste posen, når virksomheder bygger om eller bygger nyt. Her er det tydeligt at corona har ændret hvordan vi betragter arbejdslivet, ledere er blevet hjulpet til at give slip, fået tillid til at medarbejderne er selvstyrende og at arbejdsdagen kan være individuel og flydende.
Rikke dvæler ved at vi lever i en brydningstid, mellem generationer. En erfaren arbejdsstyrke med mange vaner og en ung arbejdsstyrke, de digitale indfødte. To grupper der har forskellige måder at arbejde og gå på arbejde på. Og lige som vi har talt om new ways of working i mere end tyve år, refererer Rikke til, at man lige så længe har talt om leadership kontra management – ting tager tid og arkitektur er med til at sætte rammen for at mennesker på en arbejdsplads trives bedst muligt samtidig med at en strategi udrulles.