Social distancering – en umenneskelig nødvendighed

Anders Kastrup Christensen, projektudvikler, Spacelab

I en tid hvor mange arbejder hjemmefra, bliver det tydeligt, at arbejdspladsen er meget mere end bare et sted vi tager hen og arbejder. Der skal åbenbart en epidemi til som fremkaldervæske. Covid-19 fremhæver ting, vi som arkitekter allerede ved: Arkitekturen tjener også et fælles samfundsmæssigt formål, nemlig at samle og forene mennesker i relationer – og arbejdspladsen er ét af det moderne menneskes foretrukne mødesteder.

Jeg tænker at flere kan genkende det: Opturen over at kunne holde Skype-møde i skjorte og pyjamasbukser varede ikke længe. Hele arrangementet med ikke-fysisk kontakt mistede hurtigt sin fortryllelse, og blev i stedet mest bare træls. Der kan siges mange positive ting om video-møder: Det er et glimrende værktøj, som har lært os meget, og vi kommer helt sikkert til at bruge det hyppigere – også efter Covid-19. Rent menneskeligt er Zoom, Teams og Skype dog absolut ingen erstatning for det fysiske møde, og  socialt og følelsesmæssigt er arbejde uden kontakt og mellemmenneskelige relationer et alvorligt tab, som kan få helbredsmæssige konsekvenser for mennesket som socialt væsen.

Vi mennesker oplever social distancering som en forringelse af vores levevilkår. Situationen er især pinefuld, fordi mennesket biologisk set er et hypersocialt pattedyr. Vores overlevelse afhænger af flokkens samlede formåen, og vi er evolutionært kodet til at indgå i relationer, der karakteriseres af et gensidigt pligtforhold og indbyrdes afhængighed. Derfor oplever vi den manglende kontakt under Covid-19 som et afsavn, der medfører mistrivsel, som på den lange bane kan skade både vores psykiske og fysiske helbred.

Arbejdspladsen som arena for relationer

Man kan sige, at arbejdspladsen repræsenterer det moderne samfunds flok, og på kontoret kan vi opnå professionel anerkendelse og selvrealisering. Det er også på arbejdspladsen, man kan blive en del af en større sammenhæng; det er blandt andet arkitektens opgave at sikre, at kontoret understøtter dette. Urmennesket i os har behov for, at en repræsentant for fællesskabet – vores leder – fortæller os, at der er forventninger til os, og at vores opgaver har værdi for flokken. Er der ikke direkte kontakt i relationen mellem leder og ansat, kan anerkendelse være svær både at give og at modtage. Menneskelige følelser lader sig nemlig dårligt aflæse på en skærm. Manglende anerkendelse ødelægger fælleskabsfølelsen på arbejdspladsen, medfører meningstab for den enkelte, og kan i sidste ende udløse en personlig krise.

Hos Spacelab designer vi arbejdspladser på samme måde som skulle vi udforme mindre byrumsprojekter: målet er at styrke relationer ved at skabe de bedste muligheder for direkte kontakt mellem mennesker, med arbejdspladsen som forudsætning og ramme. Vi laver centralt placerede mødesteder på kontoret, og sørger for at den enkelte har mulighed for at deltage i fællesskabet på egne præmisser. Det er på arbejdspladsen vi er mest for flest! Derfor siger vi hos Spacelab, at god arkitektur skal styrke relationer.

Relationer på kanten af samfundet

Som beskæftigede bør vi påskønne, at vi trods alt har mulighed for at ringe til kollegaer. Mange marginaliserede og mere skrøbelige borgere har med den sociale distancering under Covid-19 måttet erfare, at mulighederne for kontakt med andre mennesker er meget indskrænkede. Skoler, kirker, dagtilbud og væresteder er lukkede. Foreninger og klubber aflyser forsamlinger, og de små værtshuse har lukket for udskænkningen og låst dørene. De mennesker der ikke er en del af flokken på en arbejdsplads, eller på anden måde er socialt udsatte, risikerer at isolationen bliver til ensomhed og depression.

Når vi på de sociale medier giver udtryk for, at det er en stor udfordring at have Skype-konferencer med børn tilstede, bør vi huske os selv på, at der er mange mennesker som er afskåret fra at tage kontakt til deres relationer, fordi deres i forvejen begrænsede fællesskaber er mere stedbundne.

Spacelab designer sociale tilbud til mennesker der har brug for faste holdepunkter, en sammenhæng at indgå i og stabile relationer i tilværelsen. Vi ved, at udbyderne af de sociale tilbud finder midlertidige løsninger, men skænker en tanke til de mennesker, der ikke er tilknyttet sociale tilbud. Vi håber, at de finder nye sammenhænge at indgå i, for ellers får nedlukningen af samfundet en uoverskuelig social slagside for mange af de mindre socialt privilegerede borgere.